InstallatørGruppen

NYHED

Leon Petersen Photo

Leon Petersen VVS & GAS er fra i dag en del af InstallatørGruppen

Leon Petersen VVS & GAS er blevet en del af InstallatørGruppen og udgør derfor en del af de nu 13 danske installationsvirksomheder, der i starten af året gik sammen med kapitalfonden FSN Capital for at etablere en af landets største virksomheder indenfor el-, vvs, fiber samt ventilations- og kølesystemer.

Leon Petersen VVS & GAS er en førende VVS- og gasvirksomhed med kontor i Ishøj. De beskæftiger sig med opgaver inden for: gasservice, installation af gasfyr og varmepumper samt vvs. Virksomheden har mere end 40 års erfaring i naturgasinstallationer og gasservice og udfører deres arbejde i København og omegn. Leon Petersen VVS & GAS, der blev etableret i 1966, beskæftiger i dag 17 medarbejdere og er ejet af Bent Achton og Didde Jul.

Bent Achton, direktør i Leon Petersen VVS & GAS: ”At blive en del af InstallatørGruppen markerer en ny milepæl i vores rejse og giver os spændende muligheder for at udvikle og vækste vores virksomhed og fremskynde vores fokus på den grønne omstilling. Det har været vigtigt for Didde og mig at beholde vores gode hverdag og egen ledelse og at sikre vores tætte relationer til vores dygtige medarbejdere, og det kan vi fortsat som en del af InstallatørGruppen. Vi ser en stor fordel i at være en del af noget større, og vi glæder os meget til samarbejdet med partnerne i InstallatørGruppen.”

Med Leon Petersen VVS & GAS består InstallatørGruppen nu af 13 danske installationsvirksomheder med en samlet omsætning på omkring DKK 1,6 mia. og flere end 850 medarbejdere.

Peter Frandsen, direktør i InstallatørGruppen: ”Vi er glade for at byde Leon Petersen VVS & GAS velkommen i InstallatørGruppen. Med Leon Petersen VVS & GAS ombord styrker vi vores servicekompetencer og bidrager til den grønne omstilling gennem udskiftning af gasfyr til varmepumper. Vi ser meget frem til samarbejdet med ledelsen og medarbejderne.”

InstallatørGruppen er i udpræget grad baseret på lokal forankring og nære kunderelationer. Leon Petersen VVS & GAS fastholder derfor som de andre virksomheder i Gruppen deres lokale ledelse, medarbejdere, firmanavn og lokation. Ejerne bliver samtidig partnere og medejere af InstallatørGruppen.

Butikken, Shape House Ishøj, der står for indretning, etablering, renovering og udskiftning af badeværelse, og som tidligere var en del af Leon Petersen VVS & GAS, bliver ikke en del af InstallatørGruppen, men fortsætter som før med Didde Jul som administrerende direktør.

Yderligere information:
Kommunikationsansvarlig Cathrine Poulsen
Mobil: +45 2964 0796
Mail: cp@installatorgruppen.dk

Tilbage til oversigten