InstallatørGruppen

NYHED

Halsnæs Smeden A/s

Halsnæs Smeden A/S er fra i dag en del af InstallatørGruppen

Halsnæs Smeden A/S er blevet en del af InstallatørGruppen og udgør derfor en del af de nu 17 danske installationsvirksomheder, der i starten af året gik sammen med kapitalfonden FSN Capital for at etablere en af landets største virksomheder indenfor el-, vvs, fiber samt ventilations- og kølesystemer.

Halsnæs Smeden A/S er en førende VVS-virksomhed beliggende i Hundested. Virksomheden har mere end 30 års erfaring med blik, VVS og ventilation til større fag- og underentrepriser. De har særligt fokus på at uddanne dygtige fagfolk og har derfor altid lærlinge ombord.

Halsnæs Smeden A/S har fokus på den grønne omstilling og har speciale indenfor: bæredygtig totalrenovering af vand, varme og afløbsinstallationer, regnvandsopsamlingsanlæg for toiletskyl, tagvandsafløb og installationer af stigrør, gulvvarme mm. Kunder er primært boligselskaber, lejeboliger og tilhørende læringsområder indenfor både renovering og nybyg.

Virksomheden blev grundlagt i 1990 og har i dag mere end 35 medarbejdere. Ledelsen består af Lars Frederiksen og Jens Waarst-Rasmussen.

Lars Frederiksen, Direktør i Halsnæs Smeden A/S: ”I et marked med større fokus på bl.a. grøn omstilling, bæredygtighed og større krav til dokumentation ser vi meget frem til at blive en del af InstallatørGruppen. Vi ser store fordele i at samle kræfterne med andre dygtige installationsvirksomheder til glæde for os selv og medarbejderne, for vores partnere og ikke mindst for vores gode mangeårige kunderelationer.”

Med Halsnæs Smeden A/S består InstallatørGruppen nu af 17 danske installationsvirksomheder med en samlet omsætning på omkring DKK 2 mia. og flere end 1100 medarbejdere.

Peter Frandsen, Direktør i InstallatørGruppen: ”Vi er glade for, at ejerne af Halsnæs Smeden har valgt at blive en del af InstallatørGruppen. Med Halsnæs Smeden styrker vi vores kompetencer inden for større boligrenoveringer på Sjælland og får samtidigt endnu en virksomhed med stærk lokal forankring og lange kunderelationer med i gruppen. Vi ser frem til et godt samarbejde med Lars, Jens og resten af Halsnæs Smeden.”

InstallatørGruppen går efter at blive markedsleder igennem partnerskaber med lokale installatører over hele Danmark. InstallatørGruppen ejes af FSN Capital og de enkelte virksomheder. Som partnere i InstallatørGruppen fastholder de enkelte virksomheder deres firmanavne, ledelse, medarbejdere, kontorer og opretholder dermed deres lokale forankring og tætte kunderelationer.

Yderligere information:
Kommunikationsansvarlig Cathrine Poulsen
Mobil: +45 2964 0796
Mail: cp@installatorgruppen.dk

Tilbage til oversigten